Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen

Morgen/formiddag

Der er mulighed for morgenmad til de børn, som ikke har nået det hjemmefra. Vi serverer havregrød, cornflakes og havregryn med rosiner og mælk indtil klokken 7.00. De børn, der vælger at spise deres morgenmad i børnehaven, forventes at spise det børnehaven tilbyder.

Kl. 7.00 går børn og voksne ud på de forskellige stuer. Her starter dagens aktiviteter , som kan være forskellige fra dag til dag. Nogle af de ting som børnene ofte foretrækker er maling, klippe og klistre, tegne, lege med legetøj, læse, synge og rigtig gerne være på legepladsen eller være med på tur ud af huset.

På legepladsen er der rig mulighed for mange lege sammen med alle vennerne eller sammen med dyrene, som jo også skal fodres og klappes hver dag. Én gange om ugen er de ældste børn i mellemgruppen på skift i svømmehal. Vi laver også tit mad over bål.

Efter eget valg spiser børnene deres medbragte formiddagsmad på stuen når de bliver sultne.

Middag

Hver dag afholder vi samling; vi synger, leger sanglege, øver rim og remser og snakker om, hvad der rører sig i børnegruppen.
Vi spiser derefter vores medbragte madpakker. Børnehaven tilbyder mælk eller vand.
Vi mener, at frokosten indeholder mange pædagogiske kvaliteter. Derfor har vi besluttet, at vi samler børnene på stuerne til frokost. Det giver mulighed for at skabe positiv samvær med ro, tid og nærvær.
En gang imellem laver vi smør selv dag, hvor børnene øver sig i at smøre selv og selv bestemmer, hvad der skal på brødet. Eller laver vores egen frokost over bål.

Legeplads

Når madpakken er spist skal alle børn, der ikke sover til middag ud på legepladsen uanset vejr og vind. Vi sørger for, at de børn der sover til middag kommer ud på legepladsen på et andet tidspunkt af dagen. Det er jeres ansvar som forældre, at sørge for at jeres barns garderobe er opdateret ift. sæsonen. Derudover skal der også være ekstra skiftetøj, og det tøj man låner af børnehaven skal retur igen så andre børn har mulighed for at låne på dage hvor det kniber med eget skiftetøj.

Eftermiddag

Vi spiser eftermiddagsmad i tidsrummet 13.45-14.45.
Derefter leger børnene typisk videre samt spiller spil, synger, hygger, og sidst på eftermiddagen samles vi alle på en af stuerne i huset.

Så snart vejret er til det er alle måltiderne udendørs og al leg fortsætter så ude indtil lukketid.

 

I tilfælde af sygdom blandt de voksne kan I opleve som forældre at skulle aflevere jeres barn på andre stuer end tilhørsstuen og afhente samme sted senere på dagen. Dette for at få ressourcerne til at hænge sammen i hele huset i løbet af dagen. Derudover vil I også kunne opleve vikarer på stuen. I vil altid kunne holde jer opdateret om hvem vi bruger som vikar i huset på tavlen ved hovedindgangen.